top of page

HUSET i Asnæs præsenterer fra d. 23. juli til d. 21. august en sommerudstilling med HUSETs faste kunstnere og Erik Varming som gæst samt en udstilling med Troels Bjerre i HUSETs X-rum.

SOMMERUDSTILLING MED HUSETS KUNSTNERE

På årets sommerudstilling præsenterer HUSETs faste kunstnere et udvalg af nye værker.

Dag Aronson er i nogle af sine værker på Sommerudstillingen vendt tilbage til trommen og trommeslageren som motiv. Trommen som symbol på dans, glæde og fest. Men nu også med tydelig henvisning til Gunter Grasses, Bliktrommen, hvor lille Oskar med trommen, indvarsler konflikt, ufred og krig. 

Jørn Bromann viser en række tegninger og skulpturer. Kunstværkets aura. At indarbejde tid, at sætte spor, tegn i værket. Linjer, former og figurer. Geometriske konstruktioner, organiske former og abstrakte formudtryk. En søgen mod en kompositionel og udtryksmæssig nødvendighed, at intet kan tilføres eller fjernes fra værket uden at helheden, det tilblevne ændres radikalt.

Luise Haugens værker på udstillingen er eklektiske undersøgelser af modsætninger og samspillet mellem uhomogene og tilfældige elementer, hvor materialer og farver ofte har frit spil. Hvor meget skal materialerne tage styringen, og hvor stor plads kan der være til tilfældighederne, før værket mister sin integritet? Hun bruger et delikat og gennemsigtigt papir, som skaber sanselige fortællinger i samspil med udklippede stykker stof, tykke lag akrylmaling, flydende farve og brudte mønstre. En konstant nedbrydning og opbygning, indtil de valg, der står tilbage, skaber kongruens og en helhed og balance mellem orden og kaos.

Better Lübbert deltager med keramiske gulvkrukker. Materialet er ler fra Keskemet i Ungarn, krukkerne er drejede, klassiske i formen, med drejede riller og lameller som fremhæver den stramme form og glasurernes farvespil. Better har ynglingstræer mange steder, træer som repræsenterer naturens energi og styrke. Da krukkerne formmæssigt minder om en kogle eller en frugt har hun valgt at dedikere krukkerne til et ynglingstræ.  Krukken med navnet “Lyse Nætter - Resonance The Big Ash Tree In Lynæs” sender en hilsen til et smukt gammelt træ, som står midt i det gamle Lynæs. Den anden krukke “Glacier Grace - Resonance Pinetree Jungfrau Region” fortæller en historie om en smuk gletscher, der er omkranset af store fyrtræer.

Lis Biggas to keramiske værker på udstillingen tager udgangspunkt i livet i havet. Havkatten og stenbideren er aftryk af de oprindelige fisk og glaseret med blåler fra stranden. I et relief er der også aftryk af pighvar, tang og søstjerner, og hele relieffet illuderer den dybe forunderlige underverden der omgiver os.

HUSETs kunstnere er Anne Rolsted, Better Lübbert, Birgit Daa Birkkjær, Birgit Krogh, Bjarne Werner Sørensen, Charlotte Bøgh, Charlotte Krogh, Dag Aronson, Didder Geisler, Hanne Løcke, Hans Helge Nielsen, Henriette Duckert, Jørgen Albrechtsen, Jørn Bromann, Lis Biggas, Luise Haugen, Margrethe Agger, Martin Birk Møller, Pia Fonnesbech, Poul Erik Nielsen, Søren Schaarup og Troels Trier.

Sommerudstilling_Better Lubbert_rgb.jpg

Better Lübbert

Sommerudstilling_Lis Biggas.jpg

Lis Biggas

Sommerudstilling_Dag Aronson_rgb.jpg

Dag Aronson

Sommerudstilling_Jørn Bromann_rgb.jpg

Jørn Bromann

Sommerudstilling_Luise Haugen_rgb.jpg

Luise Haugen

På årets Sommerudstilling deltager Erik Varming som gæst i anledning af sin 80års fødselsdag.

Erik Varming har i mere end 60 år arbejdet med skulpturens karakter, dens volumen i rum og omgivelser. I en tid hvor skulpturbegrebet er i opbrud har Erik Varmings projekt været at udfordre de klassiske materialer. Han digter i sten, marmor og bronze, og han er bl.a. manden bag altervæggen og alteret udført i marmor til Grundtvigskirken i Esbjerg, mens Esbern Snare-skulpturen på torvet nedenfor den femtårnede kirke i Kalundborg består af forskellige typer granit. Stenenes naturlige farveforskelle udnyttes som kontrast og virkemiddel, så skulpturen også kan opleves som en mosaik i stort format.

Erik Varming blev uddannet som billedhugger på Kunstakademiets billedhuggerskole i 1966. Han har udført et stort antal udsmykningsopgaver for amter, kommuner, institutioner og virksomheder over hele landet. Han har desuden undervist som bl.a. lektor på billedhuggerskolen i København og er senest blevet hædret med Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat i 2006.

Gæst på sommerudstillingen_Erik Varming_rgb.jpg

Erik Varming

X-RUMMET: TROELS BJERRE

Troels Bjerre_rgb.jpg

Troels Bjerre

Troels Bjerre er landskabsfotograf – i ordets bredeste forstand. Ikke typen, der rejser til fjerne egne af jorden for at forevige spektakulære og eksotiske landskaber. Hans opmærksomhed er i stedet rettet imod det danske landskab i al sin velkendte og tilsyneladende almindelighed, som han forsøger at portrættere usentimentalt og med et til tider kritisk blik på den måde, som vi forvalter den plads, vi har fået – eller ret beset har taget. Med det i sinde er mulighederne ubegrænsede i vores lille og tæt befolkede land, hvor hver en kvadratmeter tjener mennesket, og hver en kvadratmeter er forandret til ukendelighed i forhold til det landskab, der mødte vores forfædre, da de på rensdyrjagt indvandrede for godt 14.000 år siden.

Han er inspireret af erkendelsen af, at vi som art sætter så varige og dybe spor på jorden og dens biologiske og fysiske systemer, at vi er blevet en geologisk kraft, der er så stærk, at den er definerende for den tid vi lever i: Antropocæn. Til trods for den dramatiske baggrund er det dog ikke megafonen, der er hans foretrukne kommunikationsform – billedligt talt. Han foretrækker en sagte hvisken, hvor ordene er få og svære at dechifrere – og måske ovenikøbet overflødige.

Udstillingerne åbner lørdag d 23. juli kl 14-17 og kan ses frem til den 21. august 2022

For mere information kontakt Mie Thorning Christensen på miethorning@husetiasnaes.dk

bottom of page