Udstillingssted & salg af samtidskunst siden 1973
HUSET i Asnæs præsenterer fra d. 9. april til d. 8. maj udstillingen ”Vandvækst” af Martha Kramær, en udstilling med Luise Noora Sejersen, end fællesudstilling med HUSETs kunstnere samt udstillingen ”Konstruktioner” af Per Johan Svendsen i HUSETs X-rum.
Martha Kramær: Vandvækst
Martha Kramær
Udstillingen er et samtidskunstblik og visuelt bud på vandtemaet, som findes i romanen, ”På sporet af den tabte tid”, af den franske forfatter Marcel Proust. Vandet kan ses som et stemningsskift, et optisk filter, en åbning for at skildre materiale og væsensforvandlinger. Det er samtidigt et tema, der viser sig som et gentagelsesmønster og spejlingsmotiv. Vandet skaber forbindelser til flere samtidigt eksisterende billeduniverser i romanen. På udstillingen ”Vandvækst”, findes dråbeformer og andre elementer fra naturen, i et sammenflet af organiske og geometriske sammenstød. Bløde farveovergange, linjer, forskydninger og mønstre - med fokus på udvalgte farveskalaer i de forskellige serier af værker.
Martha Kramær er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København i 2008 og arbejder med maleri, farvesætninger i større skala, foto og video.
LUISE NOORA SEJERSEN
Luise Noora Sejersen har skabt sit eget udtryk med temperamaleri, en førmoderne teknik kendt fra ikonmaleri og tidlig renæssance. Samtidig minder arbejdet med kompositionen om collage. De sammensatte motiver afspejler en transformationsproces og repræsenterer mentale rum, som fungerer ved siden af de kausale systemer. I de rum er der et lag af healing og sjælesorg. I teknik og indhold søges forbindelser mellem fortidens, organiske verdensbilleder og nutidens søgen efter andre måder at være i verden på end den antropocæne tidsalders kontrol af omgivelserne.
Luise Noora Sejersen er uddannet billedkunstner fra Valand Academy of Fine Arts i Göteborg og tog Afgang fra Det Fynske Kunstakademi i 2014. Hun bor og arbejder i København.
Luise Noora Sejersen
FÆLLESUDSTILLING MED HUSETS KUNSTNERE
Poul Erik Nielsen
HUSETs kunstnere præsenterer på deres fællesudstilling et udvalg af nye værker. Se bl.a. maleri, grafik, skulptur, keramik, collage, billedtæpper og meget mere.
HUSETs kunstnere er Anne Rolsted, Better Lübbert, Birgit Daa Birkkjær, Birgit Krogh, Bjarne Werner Sørensen, Charlotte Bøgh, Charlotte Krogh, Dag Aronson, Didder Geisler, Hanne Løcke, Hans Helge Nielsen, Henriette Duckert, Jørgen Albrechtsen, Jørn Bromann, Lis Biggas, Luise Haugen, Margrethe Agger, Martin Birk Møller, Pia Fonnesbech, Poul Erik Nielsen, Søren Schaarup og Troels Trier.
X-RUM: Per Johan Svendsen: Konstruktioner
På sin udstilling ”Konstruktioner” i HUSETs X-rum viser Per Johan Svendsen et antal abstrakte malerier. Om det abstrakte maleri, siger Per Johan Svendsen:
”For det abstrakte maleri gælder det, at der eksisterer konkrete lovmæssigheder; cirklen er mere dominerende end trekanten, den diagonale linje mere dominerende end den vertikale linje etc. Lovmæssigheder javel. Men kunstneren kombinerer denne viden ud fra sit instinkt og sin personlighed. Hvert billede viser på den måde et eget udtryk på grundlag af forskellige systemer, rytmer og formkomplekser; og der er uendelig mange muligheder.
Det abstrakte maleri ligger tæt op ad musikken. Også her er der tale om lovmæssigheder i form af f.eks. noder og rytme. Komponisten komponerer ud fra sin viden kombineret med sit instinkt og sin personlighed. Det abstrakte maleri er ’musik’ for øjet og for den visuelle erkendelse”.
Per Johan Svendsen
Udstillingerne åbner lørdag d 9. april kl 13-17 og kan ses frem til den 8. maj 2022
For mere information kontakt Mie Thorning Christensen på miethorning@husetiasnaes.dk