Udstillingssted & salg af samtidskunst siden 1973
HUSET i Asnæs præsenterer fra d. 18. august til d. 16. september 2018 en udstilling med Mette Møller Bovin, en udstilling med Margrethe Agger og Nina Ferlov samt en udstillingen LYSSTREJF med Malene Landgreen og Malene Bach på HUSETs 1. sal.
Mette Møller Bovin
HUSET i Asnæs er glad for at kunne byde velkommen til en udstilling med Mette Møller Bovin.
Mette Møller Bovin er især kendt for sine koloristiske landskabsmalerier, som kan ses som en videreførelse og videreudvikling af traditionen for landskabsmaleri, som forbindes med kunstnerkolonien Odsherredmalerne.
På sin udstilling i HUSET viser Mette Møller Bovin en række landskaber fra forskellige danske egne, landskaber fra Småland, hvor hun har et hus, landskaber fra en Islandsrejse og ikke mindst en række ”blomsterportrætter”.
Naturen er Mette Møller Bovins inspirationskilde. Det er naturens foranderlighed, lyset, små detaljer og øjebliksindtryk, der sætter hendes maleproces i gang. Udover i naturen finder hun desuden sine motiver i sin egen have, som også er hendes store passion. Hendes arbejdsmetode er at bevæge sig rundt i naturen og fange det unikke på skitseblokken for senere hjemme i atelieret at genfremkalde og omsætte indtrykkene i olie på lærred.

Margrethe Agger & Nina Ferlov

Margrethe Agger er kendt for sine farvestrålende billedtæpper både med figurative og abstrakte motiver.
På sin udstilling i HUSET i Asnæs viser hun et antal gobeliner, hvoraf de fleste er vævet uden forudgående skitser. Normalt har Margrethe Agger en tegning/skitse bag sin væv, som hun arbejder ud fra. Det er derfor en meget anderledes proces og en stor udfordring at væve uden skitse, og det kræver betydelig erfaring at gøre det, men som Margrethe Agger selv påpeger, så er det nødvendigt at eksperimentere med nye udtryk i sin kunst, når man har vævet tæpper hele sit liv.
Margrethe Agger har inviteret Nina Ferlov til at udstille sammen med sig i HUSET.
Det, der driver Nina Ferlov er lysten til at skabe billeder. Især akvarellen er en af hendes foretrukne udtryksmåder. Akvarellen giver hende ro og nye muligheder for at beherske pensel og farver.
På udstillingen i HUSET udgør naturen hovedmotivet i Nina Ferlovs akvareller. Her udforsker og fordyber hun sig i naturen og genskaber dens skønhed og ærlighed i sine kompositioner, hvad enten de er naturtro plantestudier eller naturfantasier.

1. SAL: Malene Landgreen & Malene Bach: LYSSTREJF
Det er med stor glæde, at HUSET i Asnæs præsenterer udstillingen Lysstrejf af Malene Bach og Malene Landgreen, hvor de viser helt nye værker.
Malene Landgreens malerier og papirarbejder til denne udstilling er alle nye og reflekterer på malerisk vis nye omgivelser, nyt lys, nye former og nyt rum i et nyt format.
Malene Landgreen, har gennem årene markeret sig med et vedkommende bud på og en fornyelse af det abstrakte maleri. Med enkle virkemidler og kraftfulde greb og farver har Malene Landgreen bevæget sig langt ud over maleriets rammer i et arbejde, der ofte forholder sig i skalaen 1:1 med virkeligheden. Undersøgelsen af forholdet imellem og mulighederne for materialet og farven er bevæggrunden for Malene Landgreens arbejde med maleriet på lærred eller i det udvidede felt in situ, som maleriinstallationer eller bygningsintegrerede kunstneriske udsmykninger.

Malene Bach takker Statens Værksteder for Kunst.
Malene Bachs arbejde undersøger sansningen og det relationelle i kunsten - ofte gennem stedsspecifikke, koloristiske og arkitektoniske interventioner.
På denne udstilling viser hun objekter som på eksperimenterende og dynamisk vis undersøger, hvordan rumlige sammenhænge kan påvirkes og etableres gennem brugen af farve. Selvom disse objekter i første omgang forekommer at være konkrete, formmæssige undersøgelser af elementer som eksempelvis farve, linjeføring, form og stoflighed/tekstur, så transcenderer de altid på den ene eller den anden måde det rent formalistiske, fordi de peger ud over sig selv og skaber en legende relation til beskueren og det sted, de er udstillet.
Udstillingerne indledes med fernisering lørdag d. 18. august kl 14-17 og kan ses frem til den 16. september 2018.
For mere information kontakt Mie Thorning Christensen tlf: 30618907 eller mail miethorning@husetiasnaes.dk