top of page

HUSET i Asnæs præsenterer fra den 2. september til den 1. oktober gruppeudstillingen KUNST I NORDEN.

En udstilling med nordiske kunstnere fra Danmark, Norge, Sverige, Færøerne og Grønland

KUNST I NORDEN_NEWS.jpg

KUNST I NORDEN

– nordisk gruppeudstilling med stor mangfoldighed

Kunst i Norden er en udstilling med 10 nordiske kunstnere fra Danmark, Norge, Sverige, Færøerne og Grønland, hvoraf flere af kunstnerne bor og arbejder i Danmark. Kunstnerne arbejder alle mere eller mindre figurativt indenfor maleri, tegning, skulptur og installation – hver især med et unikt særkende.

 

De udstillende kunstnere er: Hjördis Haack (FO/DK/SE), Hans Pauli Olsen (FO/DK), Nina Kleivan (NO/DK), Siri Kollandsrud (NO/DK), Anne Torpe (DK), Pia Fonnesbech (DK/SE), Bolatta Silis-Høegh (GL/DK), Ivinguak Stork Høegh (GL), Maria Luostarinen (SE) & Maria Boij (SE).

Hjørdis Haack.jpeg

HJÖRDIS HAACK (FO/DK/SE) 
Hjördis Haack arbejder konceptuelt med malerierne ofte med spejlinger og refleksioner som motiv. Ofte forstørres enkelte motiver som på afstand virker fotografiske men som tæt på viser store penselstrøg. Både forstørrelsen og penselstrøgene giver malerierne et nutidigt udtryk.  

Hans Pauli Olsen.jpeg

HANS PAULI OLSEN (FO/DK) 
Som en af meget få kunstnere i dag mestrer Hans Pauli Olsen til fulde skulpturens klassiske formsprog. Han arbejder med skulptur, tegning og grafik og benytter sig af spejlinger, illusioner og skygger i tæt taktil dialog med sine værker.

Nina Kleivan.jpg

NINA KLEIVAN (NO/DK) 
Nina Kleivan arbejder med udgangspunkt i fragmentet. Hun forvandler personlig historie eller personlig fascination til universelle fortællinger. Kleivans særlige kunstneriske metode resulterer i værker podet med åbenhed og underfundighed.

Siri Kollandsrud.jpg

SIRI KOLLANDSRUD (NO/DK) 
Siri Kollandsruds malerier kan placeres i den abstrakte ekspressionisme og alligevel er ekspressionisme et forkert ord at hæfte på dem, for her handler det ikke så meget om kunstnerens trang til at udtrykke sig selv gennem maleriet, men om en trang til at undersøge den billedtale, der kan udtrykkes gennem maleriets ekspressive gestus. 

Anna Torpe.jpeg

ANNE TORPE (DK) 
Anne Torpe bruger ofte figurer fra kunsthistorien, karakterer fra film og private familiefotos som forlæg for sit persongalleri. Det er således med et afsæt i disse, at malerens imaginære rum omkring karaktererne iscenesættes. Vi mødes af finurlige tableauer, som når ansigtsfarven på en figur skifter fra blå til violet, eller underkanten af en bogreol løber gennem en liggende kvindes krop. 

Pia_Fonnesbech.jpg

PIA FONNESBECH (DK/SE) 
Pia Fonnesbech udforsker maleriets formelle egenskaber i en bevægelse mellem figuration og abstraktion. Billedrummet følger ikke perspektivets regler for korrekt rumlig gengivelse. Ligeledes fremstår visse af de afbildede genstande som rumlige former skabt af lys og skygge, mens andre helt mangler både slagskygge og egenskygge. 

Bolatta Silis-Høegh.jpg

BOLATTA SILIS-HØEGH (GL/DK) 
Bolatta Silis-Høegh tager ofte udgangspunkt i selvportrætter. Nogle gange arbejder hun med et psykologisk udgangspunkt og andre gange er hun mere politisk. Hun maler med mørke toner og ekspressive kraftige strøg.

Ivinguak Høegh.jpg

IVINGUAK STORK HØEGH (GL) 
Ivinguak Stork Høeghs billedverden er en leg med fortællinger og forestillinger. Som når hun i collager sammensætter mennesker og landskaber fra Grønland med savannens dyr. I Hendes værker indgår maleri, tegning og foto. Det er sammenstillingen og sammensmeltningen der interesserer hende.

Maria Luostarinen.jpg

MARIA LUOSTARINEN (SE) 
Maria Luostarinen arbejder ofte med akvareller, som kredser om myter, drømme og en indre billedverden. Med maleriet som udgangspunkt leder Maria Luostarinen os videre i en forlænget dialog med objekt, tegning og rumlighed. 

Maria Boij.jpg

MARIA BOIJ (SE) 
Maria Boijs kunst består af skulpturer og væghængte værker. Hun arbejder for det meste med mennesker og dyr som tema og ofte med spørgsmål om tryghed og usikkerhed, tab og længsel samt med dét, der er kendt og dét, der er fremmed. Hendes værker formidler både det svære og det store ved det at være menneske. 

Udstillingen indledes med fernisering lør. d. 2. september kl 14-17 og kan ses til og med den 1. oktober 2023.

For mere information kontakt Charlotte Bøgh miethorning@husetiasnaes.dk

bottom of page