top of page

HUSET i Asnæs præsenterer fra d. 26. september til d. 25. oktober gruppeudstillingen ”Parallelle spor”, en fællesudstilling med HUSETs faste kunstnere og Take Away kunst af HUSETs kunstnere i HUSETs X-rum.

Parallelle spor

”Parallelle spor” er en gruppeudstilling med Marina Pagh, Karen Kitani Harsbo, Marianne Thygesen og Linda Lildholdt. De fire kunstnere har i en årrække arbejdet tæt sammen om adskillige udstillinger. Fælles for de fire kunstnere er, at de alle repræsenterer den abstrakte, nonfigurative kunst. Dog bærer nogle værker spor af motiver uden at gengive hele fortællinger.

Marina Pagh_Absolute time_rgb.jpg

Marina Pagh Absolute time

Med et arbejdsfelt, der strækker sig over både det todimensionelle og det tredimensionelle område, kan Marina Paghs kunstneriske virke, både når det drejer sig om grafiske værker, installationer eller malerier, reflektere hendes fascination af strukturer og stoflighed, orden og kaos. Hun udfordrer materialer, farver og  teknikker. Hendes malerier har afsæt i det konkrete nonfigurative maleri. Det er de grundlæggende elementer i maleriet, som interesserer hende: farve form og linje. Til udstillingen ”Parallelle spor” viser Marina Pagh et stort maleri, der er sammensat af tre store malerier og nærmest udgør en hel væg, foruden papirarbejder og mindre malerier.

På ”Parallelle spor” viser Karen Kitani Harsbo værket Deep Space Babylon, som er et projekt hun har arbejdet med i flere år. Projektet undersøger nogle parallelle spor: Dels menneskehedens behov for at bygge civilisationer og faste baser for samfundsmodeller og dels vores ønsker om at opleve nye horisonter, der i vores tid bl.a. foregår gennem planer om rumkolonisering i første omgang på Månen og Mars. Det er samtidig en undersøgelse af 3D print i porcelæn. Processen har været 3D digitalt print sammen med en metode, Karen Kitani Harsbo kalder 3D-håndprint, hvor hun arbejder med forskellene og sammenfaldene i de to processer.

Marianne Thygesen_Vase Collage af bemale

Marianne Thygesen Vase Collage af bemalet pap

Parallelle spor - foto - Karen Harsbo II

Karen Kitani Harsbo

Linda Lildholdt_Duale forbindeser IV, 10

Linda Lildholdt Duale forbindelser IV

Marianne Thygesen arbejder på ”Parallelle spor” med en fortolkning af vasen som symbol på frodighed og livskraft. Hendes værker på udstillingen er udført på bemalet pap i collageteknik i en serie på ti. Serien af vaser suppleres med en række fabulerende fortællende gouacher på papir.

Linda Lildholdt arbejder i sine værker konstant med en dualisme mellem lys og mørke, åbenhed og lukkethed, aggressivitet og harmoni, som er vævet ind i hinanden i et samspil, hvor  organiske former og farver forstærker billedets sammensatte og sansemæssige udtryk. I sin serie af malerier til ”Parallelle spor” bruger hun en mørk olivengrøn farve, som virker sort, selv om den ikke er sort. Mørke står for ”urmørket” - det oprindelige kaos, hvorfra alt liv i de fleste religioner og mytologier er udsprunget. Samtidig giver den mørke farve  lys og kontrast  til de andre farver, der kombineres ind i maleriet.

1. Sal: Fællesudstilling med HUSETs kunstnere

HUSETs kunstnere udstiller et udvalg af deres værker. Se maleri, grafik, keramik, billedtæpper, skulptur og collage.

HUSETs kunstnere er Anne Rolsted, Better Lübbert, Birgit Krogh, Bjarne Werner Sørensen, Charlotte Bøgh, Charlotte Krogh, Dag Aronson, Didder Geisler, Erik Varming, Hanne Løcke, Hans Helge Nielsen, Henriette Duckert, Jørgen Albrechtsen, Jørn Bromann, Lis Biggas, Margrethe Agger, Martin Birk Møller, Morten Tillitz, Poul Erik Nielsen, Søren Schaarup og Troels Trier.

X-RUMMET: Take Away kunst af HUSETs kunstnere

I HUSETs X-rum vises en udstilling med Take Away kunst af HUSETs kunstnere. Når Take Away kunsten er købt, kan den tages med hjem med det samme. Derfor vil udstillingen i X-RUMMET ændre sig i løbet af udstillingsperioden alt efter hvilke værker, der bliver solgt.

BWS_modspil_2020_rgb.jpg

Bjarne Werner Sørensen

Udstillingerne indledes med fernisering lør. d. 26. september kl 14-17 og kan ses frem til den 25. oktober 2020.

For mere information kontakt Mie Thorning Christensen på miethorning@husetiasnaes.dk

bottom of page