Udstillingssted & salg af samtidskunst siden 1973
HUSET i Asnæs præsenterer fra d. 31. oktober til d. 29. november årets sidste udstillinger; en fællesudstilling med HUSETs kunstnere og en udstilling med Mette Møller Bovin i HUSETs X-rum.

Morten Tillitz
Årets sidste udstilling 2020
HUSET i Asnæs runder udstillingsåret 2020 af med en stor fællesudstilling med HUSETs faste kunstnere, hvor de præsenterer nye værker. Her kan du se maleri, grafik, keramik, billedtæpper, skulptur og collage.
På fællesudstillingen viser Morten Tillitz en serie værker i træ med arbejdstitlen ”Mellem højene”, som alle tager udgangspunkt i landskabet. Værkerne bliver til i en proces, hvor værkernes form ændrer sig over tid. Der bliver skåret til og fra, og der bliver flyttet rundt på plader, træ og farver, indtil processen stoppes ved, at værkerne bliver udstillet og derfor er færdige - indtil videre.
Charlotte Bøgh præsenterer til fællesudstillingen en serie på tre billeder af fugle. Teknikken, som hun periodevis har benyttet sig af gennem årene, kalder hun mixed media. Det er tegninger, som er scannet ind i computeren og her komponeret med malede flader på papir – ligeledes scannet ind i computeren. Billederne produceres derefter som pigmentprint på syrefrit papir i tre nummererede og signerede eksemplarer. Tegningerne er udført udenfor med øjnene rettet mod fugleflokke på himmelen. Charlotte Bøghs intention har været at iagttage fugleflokkes virvar af flygtige bevægelser hen over himlen og få dem ned på papiret. Dvs. hendes fokus er på bevægelsen fremfor den naturalistiske gengivelse af den konkrete fugl.
Anne Rolsted deltager i fællesudstillingen med et antal krukker i rakubrændt ler. I sine krukker imiterer og komplementerer hun former, farver og strukturer fra naturen og integrerer nøje udvalgte sten i sin keramik. Hun er meget fascineret af den rigdom af udtryk, der er i sten, og ikke mindst at stenene har været her så længe før os mennesker og vil være her så længe efter. De giver derfor et lille glimt af uendeligheden og en passende ydmyghed.

Anne Rolsted

Charlotte Bøgh
HUSETs kunstnere er Anne Rolsted, Better Lübbert, Birgit Krogh, Bjarne Werner Sørensen, Charlotte Bøgh, Charlotte Krogh, Dag Aronson, Didder Geisler, Erik Varming, Hanne Løcke, Hans Helge Nielsen, Henriette Duckert, Jørgen Albrechtsen, Jørn Bromann, Lis Biggas, Margrethe Agger, Martin Birk Møller, Morten Tillitz, Poul Erik Nielsen, Søren Schaarup og Troels Trier.

X-RUMMET: Mette Møller Bovin
Motiverne til Mette Møller Bovins udstilling i HUSETs X-rum er hentet i Odsherred og Småland. Det er landskaber, hvor træer ofte indgår som tema.
Det naturalistiske udgangspunkt opdeles i rytmiske farveelementer, hvor lys og farve indlemmes i en kompositorisk helhed.
Mette Møller Bovin forsøger at skildre naturen i sin mangfoldighed, således at maleriet kommer til at fremstå sanseligt, stofligt og rytmisk.
Mette Møller Bovin
Udstillingerne indledes med fernisering lør. d. 31. oktober kl 14-17 og kan ses frem til den 29. november 2020.
For mere information kontakt Mie Thorning Christensen på miethorning@husetiasnaes.dk