HUSET i Asnæs

Storegade 31, 4550 Asnæs 

 +45 59 65 08 61

info@husetiasnaes.dk

Åbnet: tirsdag-søndag kl. 13-17

  • Instagram - Black Circle
  • Facebook Social Icon

HUSET i Asnæs præsenterer fra d. 2. marts til d. 31. marts 2019 en temaudstilling om landskaber, en fællesudstilling med HUSETs kunstnere samt udstillingen ”Lied Vom Kindsein” af Jeanette Hillig i HUSETs X-RUM.

Temaudstilling - Landskaber

I Odsherred er der en stolt tradition for landskabsmaleriet, som går tilbage til Odsherredsmalerne, der i begyndelsen af 1930erne bosatte sig på egnen og bl.a. gengav landskabet i deres malerier.

 

I dag er der stadig mange, der forbinder Odsherred med landskabsmaleriet, og arven fra de gamle Odsherredsmalere er svær at komme udenom.

HUSET i Asnæs ønsker derfor at sætte fokus på landskabsmotivet og præsenterer denne udstilling, som viser nogle af de mange forskellige måder, landskabsmotivet bliver fortolket på i dag.

 

På udstillingen vises blandt andet værker, der viderefører arven fra Odsherredsmalerne og gengiver det lokale landskab og viser det skiftende lys og årets gang, men der indgår også værker, hvor landskabsmotivet i højere grad henviser til en stemning eller en sindstilstand snarere end et egentligt sted. Landskabsmotivet fortolkes i maleri, akvarel og foto på udstillingen.

På udstillingen i HUSET deltager Astrid Kruse Jensen, Dag Aronson, Elsebeth Norrie, Hans Helge Nielsen, Jørgen Albrechtsen, Martin Berge, Mette Møller Bovin, Mona Sloth, Søren Hagen og Søren Martinsen.

HUSETs kunstnere udstiller et udvalg af deres værker. Se maleri, grafik, keramik, billedtæpper, skulptur og collage.

HUSETs kunstnere er Anne Rolsted, Birgit Krogh, Bodil Manz, Charlotte Krogh, Dag Aronson, Didder Geisler, Erik Varming, Hanne Løcke, Hans Helge Nielsen, Henriette Duckert, Jytte Rex, Jørgen Albrechtsen, Jørn Bromann, Margrethe Agger, Poul Erik Nielsen, Torben Heron, Trine Pedersen og Troels Trier.

1. SAL: Fællesudstilling med HUSETs kunstnere
X-rummet: Jeanette Hillig: Lied Vom Kindsein

I HUSETs X-rum viser Jeanette Hillig en serie indrammede tegninger. De store papirark er sporadisk bearbejdede med blyant, kulstift og grafitpulver i enkle markeringer og linjer.

 

Håndens bevægelse over papiret imiterer tilfældigheder og fejl. Visse streger er halvt udviskede, andre steder har blyanten knap nok rørt papiret og grafitpulveret danner tågede, tilslørede områder. Gennem den umiddelbare og primitive tegneteknik forsøger Hillig at indfange og fastholde en slags visuel sandhed. En sandhed, der handler om at give slip på kontrol, og som normalt kun rummes af dyret eller den infantile. 

Udstillingens titel ” Lied Vom Kindsein” er lånt fra tyske Peter Handkes digt af samme navn.

Udstillingerne indledes med en fernisering lørdag d. 2. marts kl 14-17 og kan ses frem til den 31. marts 2019.

 

For mere information kontakt Mie Thorning Christensen tlf: 30618907 eller mail miethorning@husetiasnaes.dk