top of page

HUSET i Asnæs præsenterer fra d. 23. september til d. 22. oktober 2017 en udstilling med Jytte Rex og Erik Varming, med Mette Vangsgaard samt Hans Helge Nielsen i X-RUMMET.

I HUSETs stueetage skaber de to billedkunstnere Jytte Rex og Erik Varming dialog mellem deres værker, som består af Erik Varmings skulpturer og Jytte Rex´ malerier og fotografier. Forbindelsen mellem værkerne er ikke tydelig, snarere er der en sprogløs bro mellem dem i et stoflighedernes grænseområde.
 

I Jytte Rex´ værker arbejdes der ud fra et både materielt og imaginært arkiv, som folder sig ud i malerier og bearbejdede fotografier. Nogle er præget af en mørk tone, som henter betydninger ud af den tabte tid, som fotografiet er svøbt i, i andre værker udsættes fotografiets genkendelighed for klomærker med punktnedslag til kunsthistorien.

 

Jytte Rex arbejder både som billedkunstner, filminstruktør og forfatter. Hun har i sit billedsprog søgt et poetisk og drømmeagtigt univers. Hun har bl.a. haft soloudstillinger på Sophienholm i Lyngby,Kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa, Skovgaard Museum i Viborg, KUNSTEN Museum of Modern ArtAalborg, Museet for Samtidskunst i Roskilde og Det Nationale Fotomuseum i København.

Både Jytte Rex og Eriks Varming er fast tilknyttet HUSET i Asnæs.

Erik Varmings skulpturer i sten og bronze er senest blevet beskrevet sådan, at fra at være udtryk for mere konkrete dyriske former, så ligger dyret nu skjult i formen. Der er en indefra trængende kraft, som griber ind i stenens modstand, og gør den blød og modtagelig for tanken. Flygtighed og fasthed i form og indhold bliver en integreret del af pulsen.

Erik Varming har udført en lang række offentlige udsmykninger, bl.a. til Kalundborg (Torvet og Bispegården), Ringsted (sygehuset), Korsør (biblioteket), Holbæk (Kikhøj og Markedspladsen) samt til Nytorv i Slagelse.

1. sal: Mette Vangsgaard

På sin udstilling i HUSET i Asnæs viser Mette Vangsgaard tre grupper værker, der hver har sit eget omdrejningspunkt.

Vi præsenteres for akvareller og gouacher, hvis omdrejningspunkt er underholdning så som hoppepuder, hotelrestauranter og minigolf. Værkerne er udført efter fotos, og de skildrer et aspekt af et for det fleste meget genkendeligt vestligt, uproblematisk og almindeligt familieliv.

Derudover viser Vangsgaard to store træsnit, der er udarbejdet efter tv-serien Gomorrah – en italiensk tvserie, der handler om en napolitansk forbryderorganisation. Træsnittene er scener fra serien, hvor karakteren Daniele på 16 år er med.

Den sidste gruppe værker, Mette Vangsgaard viser i HUSET er fra hendes tidligere soloudstilling Lemon Moon. I disse værker beskriver Mette Vangsgaards barndom på landet i 1970erne, og viser os hendes erindringer derfra om forskellige rum, dyr og mennesker.

Mette Vangsgaard arbejder på tværs af flere medier, herunder akvarel, collage, keramik, maleri og installation.Hendes værker handler primært om det moderne menneskes liv i bymiljøer og menneskets forhold tilnaturen.

X-RUMMET: Hans Helge Nielsen

Hans Helge Nielsen udstiller nye malerier, collager og objekter i HUSETs X-RUM. Flere af værkerne tager afsæt i en række papir-collager af gamle postkort med kunsthistoriske referencer.

 

I værkerne eksperimenterer han med at sammensætte forskellige genstande i forskellige størrelsesforhold samt med de associationer, der opstår undervejs i processen, som skaber overraskende betydninger. Det er ”At lytte til billedet”, forklarer Hans Helge Nielsen.


Hans Helge Nielsen er fast aktivt medlem af HUSET i Asnæs samt af Stokrosebanden i Nykøbing Sj, Kunstnersammenslutningen M59, Bispegårdsgruppen i Kalundborg samt gruppen BRØD i FRYSEREN.
 

Udstillingerne indledes med fernisering lørdag d. 23. september kl 14-17 og kan ses frem til den 22.oktober 2017.

 

For yderligere information kontakt Mie Thorning Christensen tlf: + 45 30 61 89 07 eller mail: miethorning@husetiasnaes.dk.

bottom of page